Eu's Landbrugspolitik

Formålet med EU´s landbrugspolitik er, som fastlagt Romtraktatens artikel 39 først og fremmest at:

• Sikre forsyningen af fødevarer i landene (selvforsyning indenfor EF samt produktivitetsstigninger)
• Skabe stabile markedsforhold for landbrugsvarer
• Sikre landbrugerne en rimelig levestandard

Desuden har EU en målsætning om, at sikre forbrugerne rimelige priser på landbrugsvarer.

Landbrugspolitikken i EU kan opdeles i to grundlæggende former:

• Den langsigtede strukturpolitik
• Markedsordningerne

Strukturpolitikken sigter på at effektivisere landbruget og på lang sigt at skabe balance mellem udbud og efterspørgsel med priser som sikrer et rimeligt indkomstsgrundlag. Dette gøres ved at give støtte til::

• moderniseringer
• omlægninger af produktion og afgrøder, som EF ikke er selvforsynende med
• sammenlægning af lavproduktive små landbrug
• braklægning af jord og slagtning af malkekøer
• uddannelse og konsulentbistand
• ophør og førtidspension for landmænd

Markedsordningerne søger at regulere markedet på kortere sigt. Prisordningerne er her det centrale element. Ministerrådet fastsætter hvert år efter forslag fra Kommissionen for hvert område en retningsgivende pris (indikativprisen) og en interventionspris (minimalpris).

Forenkelt fungerer markedsordningerne således, at hvis markedsprisen overstiger (gennemsnitsprisen i EU) den retningsgivende pris, sælger EU ud at lagrene. Falder markedsprisen under interventionsprisen vil EU opkøbe, destrurere eller lægge på lager.

Da verdensmarkedsprisen i overvejende grad er lavere en interventionsprisen, må  EU give eksporttilskud (eksport restitution). Tilsvarende pålægger EU en variabel importafgift, som afhænger af verdensmarkedsprisen; hvilket i praksis betyder, at import kun forekommer, hvis markedsprisen overstiger den retningsgivende pris. Importprisen incl. afgift kommer da i princippet op på den retningsgivende pris.  

Tærskelprisen er lig den retningsgivende pris minus losse- og transportomkostninger til EU.

Der er markedsordninger for følgende landbrugsvarer:
Korn, sukker, svinekød, okse- og fårekød, mælk, æg, vin, fjerkræ, smør, frisk frugt, citrusfrugter og tobak. 

Udgifterne til landbrugsordningerne bæres af medlemslandene i fællesskab (solidaritet), og alle indtægter og udgifter foregår gennem en etableret fællesfond FEOGA ( Den Europæiske Udviklings- og GarantiFond for Landbruget = EUGFL).
Landbrugsordningerne lægger beslag på over halvdelen af det samlede EU budget.

Et regnestykke i "Landbrugets økonomi", efterår 88 viser, at Danmark netto vinder på markedsordningerne. Det skyldes først og fremmest Danmarks forholdsvise store eksport til 3. lande. Gevinsten fremkommer således (1985):
 

Der sker med andre ord en overførsel af indkomst fra forbrugere til danske landmænd i form af højere forbrugerpriser og større skattebetalinger.

Se også Svindel med landbrugsvarer  -  Agenda2000 

Copyright © Jens Engelbredt 1997